Jordskælvet ved Sumatra og den efterfølgende tsunami har efterladt dele af Asien og Afrika med store ødelæggelser og mange sårede og døde.
Det har ikke skortet på politisk vilje til at hjælpe de ramte lande og de efterladte. Der synes også at være store politiske gevinster, at hente for dem der fisker efter det. Mia. af kroner ryger ud af folks lommer og ikke mindst fra diverse statskasser, for derefter at havne i multinationale virksomheders lommer når de skal igang med det lange genopbygningsarbejde. Katastrofer er også big business.
I Danmark affødte katastrofen to nytårstaler. Dronningen brugte det meste af sin taletid på emnet, mens statsministeren slet ikke havde andet på tapetet. Ingen fandt det eksempelvis passende at nævne Danmarks deltagelse i den internationale krigsforbrydelse der massekrerer irakerne i disse tider. Og for at få det hele til at glide lettere ned, ser vi endnu en mindehøjtidelighed, som er blevet tidens nye samlingspunkt. Med mediemaskinens hjælp skal fællesskabsfølelsen op i højeste gear - og ansigterne i de rigtige folder. Højtideligheden synes mere at være en påtaget catwalk for pinger end en for ofre og efterladte.
Mediebilledet af en nation i massepsykose skal etablere kendsgerningerne om, at ulykkens omfang alene skal tilskrives naturkatastrofen - og lade al kritik forstumme om ikke for andet så fordi den er ufølsom, antipatriotisk og grebet ud af den blå luft. Katastrofer er effektive politiske redskaber.
Men der er flere ting som ikke ser ud som de burde - og andre som kan få nogen til at fatte mistanke om konspirationer.
Dagen efter katastrofen kunne man læse denne nyhed - USA forsøgte at advare om flodbølger. Det burde ikke være svært at foretage sig et eller andet brugbart. Med telefon, e-mail og satelit-tv skulle det være den mindste kunst, at få budskabet ud. Om end ikke andet så til nogen der havde et telefon nummer til en ambassade, en præsident, en tv-station osv. CNN og BBC kunne uden tvivl hurtigt få budskabet ud til en del af de truede steder. Men måske havde man brug for katastrofen til at fjerne opmærksomheden fra Irak-krigen, valgsvindlen i USA og andre upopulære politiske og militære tiltag, til støtte for beskæftigelsen og endnu en strøm af dollars til indflydelsesrige firmaer med nære regeringsforbindelser.
Linket viser tsunamien i den første 3 timer - og som det fremgår har der været en del tid til, at foretage visse foranstaltninger. Tsunamien kom da heller ikke bag på USA selv og på deres militærbase på øen Diego Garcia var der tilsyneladende taget visse forholdsregler - Somalia wave victims 'forgotten'
"The small Indian Ocean island of Diego Garcia - home to a US naval base - escaped unharmed as it was forewarned by the Pacific Tsunami Warning Centre in Hawaii."
Her havde man ingen problemer, Heldigvis for USAs bombeflåde (og uheldigvis for resten af verden) synes øen at have naturlig beskyttelse - Did Diego Garcia Suffer Heavy Tsunami Damage?. Om det virkelig er tilfældet står indtil videre hen i det uvisse. (Mere om en af stjernerne i USAs krigsimperie - Diego Garcia.)
Efter ca. 8 timers tsunami rejse rammes Afrikas kyst. Meget kunne givetvis være undgået, men navnlig USA har nok sine grunde, navnlig i tilfældet Somalia. Som BBC også påpeger, er interessen for de afrikanske ofre da også nærmest ikke eksisterende.
Mere pudsigt bliver det når man ser, at jordskælvet kom ikke bare på årsdagen for jordskælvet i Bam, Iran, men også inden for samme time -
Bam: Friday, December 26, 2003 at 01:56:52 (UTC)
Sumatra: Sunday, December 26, 2004 at 00:58:55 (UTC)
