Det bliver spændende, at se de “beviser”. Hvordan kan de se at selvmordsmanden ikke blev selvmyrdet?
Lige siden morddagen har nogen gerne ville have FN ned af selvmordssporet:
It is still unclear what caused the massive explosion, but a little-known group calling itself Victory and Jihad in Greater Syria has issued a statement claiming the killing, saying it was a suicide bomb, says the BBC’s Kim Ghattas in Beirut. Explosion kills former Lebanon PM
Mon ikke “Victory and Jihad in Greater Syria” er en Israelsk gruppe? Syrien fik i modsætning til Israel og USA kun nedtur ud af mordet. Og Syriens efterretningstjeneste skulle have sendt en selvmordsbomber? Hvornår mon FN begynder at undersøge Israels rolle i sagen?
Især interessant på grund af Samir Shehadehs deltog i undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri (og mange flere). Et mord der, på USAs foranledning, i ekspresfart sendte Syrien ud af Libanon.
At attentatet fandt sted ved den (da) israelsk militær kontrollerede by Sidon er heller ikke uvæsentlig. Bomben var desuden af samme type som den der blev anvendt ved Hariri attentatet.
Og det sker så 14 dage før FNs chef undersøger skal aflevere sin seneste rapport om mordet til FN.
Her lidt om sidste gang Mossad detonerede bomber i Sidon: A ‘Pretext’ War in Lebanon
Som en lille kuriøsitet, skriver TV2, at der var tale om et selvmordsangreb:
Indtil videre holder TV2 stadig fast i deres “fortolkning”: Selvmordsbombe i Sydlibanon - det smager selvfølgelig også mere af et “islamistisk fingeraftryk”. Siger lidt om hvor meget man skal lægge i den evindelige (og udokumenterede) strøm af rapporter om selvmordsbomber i almindelighed.
For lige at vende tilbage til Hariri-attentatet kan man bl.a. læse på www.leksikon.org:
Hariri blev i februar 2005 dræbt ved et voldsomt bombeattentat i Beirut. I løbet af få timer havde USA lagt hele skylden for attentatet på Syrien og krævede sammen med Frankrig at landet trak sit militær ud af Libanon. Faktisk peger en del i retning af, at attentatet blev gennemført af en fremmed magt. «Dette er udført af en efterretningstjeneste, ikke en lille gruppe», erklærede mellemøstanalytikeren Rime Allaf fra Royal Institute of International Affairs i London. En analyse af hvem der nyder gavn af attentatet indikerer imidlertid, at det ikke er sandsynligt at Syrien står bag. Attentatet isolerede landet, forstærket USA’s pres og vil sandsynligvis fremskynde det tidspunkt hvor det endegyldigt må trække sine tropper ud af landet. En del analytikere i den arabiske verden peger da også på Israel som den mest sandsynlige bagmand. Israel har tidligere - i 1970′erne og 80′erne - gennemført en lang række politiske attentater i Libanon, nyder godt af USA’s forstærkede pres på Syrien, og håber samtidig at kunne svække dets hovedfjende i Libanon: Hezbollah. USA’s hurtige og præcise reaktion på attentatet kan indikere, at supermagten på forhånd var orienteret.
En række anti-syriske libenesiske politikere blev gennem 2005 dræbt ved særdeles professionelle attentater, og Syrien trak i sommeren sit militær ud af landet efter stærkt anti-syriske demonstrationer. I efteråret offentliggjorde FN’s undersøgelseskommission af Hariri attentatet under ledelse af den tyske dommer, Detlef Mehlis sin første rapport, der pegede i retning af Syrien som attentatets bagmand. Siden sprang to af Mehlis’ kronvidner imidlertid fra og erklærede, at de aldrig havde udtalt sig sådan til Mehlis.
I december dræbtes den libanesiske politiker Gebran Tueni ved et attentat udenfor Beirut. Det skete samme aften som Mehlis offentliggjorde sin seneste rapport.
Hvis Syrien skulle stå bag attentaterne i Libanon kan man konstatere, at styret i Damaskus hver gang skyder sig selv i foden. Andre iagttagere peger på andre mulige bagmand. Nogle hælder til den opfattelse, at der er tale om elementer indenfor det syriske efterretningsvæsen, der ønsker at tvinge Assad bort fra hans eftergivende kurs overfor USA. Europæiske efterretningskilder kritiserer Mehlis for ikke at undersøge forbindelserne mellem USA, Israel og højreorienterede libanesere. Dette er disse kredse der nyder størst gavn af attentaterne i Libanon, der svækker Syrien og kan give USA et påskud til at angribe landet, når det politisk mest fordelagtigt. Israel er i forvejen berygtet for sine attentater i Libanon. Iflg. europæiske efterretningskilder kan alliancens mål være at få indsat en stærkt højreorienteret libanesisk regering, der samtidig vil slå til mod partiet Hezbollah, der nyder betydelig opbakning i specielt den sydlige del af landet. Israel har fortrudt, at landet opgav sin besættelse af den sydlige del af Libanon i 2000.
Med Israels seneste voldtægt af Libanon, er mistanken mod Israel, i denne sag, blevet yderligere bestyrket. Syrien stod i vejen for en israelsk invasion af Libanon - en invasion der var planlagt lang tid før krigsudbruddet:
[Information, 15. august, USA kendte plan om invasion af Libanon]
Israel havde lagt detaljerede planer for invasion af Libanon og udslettelse af Hizbollah, længe før den libanesiske milits den 12. juli serverede en anledning ved at kidnappe to israelske soldater. Det Hvide Hus kendte på forhånd de israelske planer, sanktionerede dem og så en eliminering af Hizbollah og dets raketbatterier som forudsætning for på et tidspunkt at kunne indlede en militæraktion mod præstestyret i Iran.
Og mon ikke disse planer allerede lå på bordet før Hariri lå i jorden?
Egypten har dræbt yderligere 3 mistænkte terrorister. Selvfølgelig kun mistænkte - og de døde sladrer ikke.
Selvom langt de fleste “terroreksperter” mener, at terroristerne ikke er lokale, synes de egyptiske myndigheder ikke, at være det mindste i tvivl. Eller er det blot en kærkommen lejlighed til at slippe af med modstandere af regimet?
I går var der som nævnt også gang i den …
Gruppen er eftersøgt for at stå bag angrebene i Taba og Sharm el-Sheik - og pludselig dukker de op og er lige skudlinjen. Og igen undslipper hovedparten af terroristerne. Så lyder det til gengæld også mere troværdigt, at de næste ofre er må være de flygtende terrorister.
Her den første rapport man kunne høre på DR.
Nogen der løb og kastede med sprængstoffer. Det skulle hurtigt ændre sig - to gange.
I denne knap en uge gamle reportage ser vi, hvor tynde begrundelserne er - og de har ikke ændret sig meget siden da.
Som sædvanlig viser efterforskningen, stik mod øjenvidner og de første rapporter, at der er tale om selvmordsangreb. Det er det islamistiske fingeraftryk man har brug for. Dernæst sammenkædningen til Taba og Sharm el-Sheik. Og kigger man lidt nærmere på disse to begivenheder, ser man også her hvor “uheldige” terroristerne er, hvilket heldigvis for “efterforskningen” giver det islamistiske fingerpeg, de fleste har så hårdt brug for. Se evt. her - http://terrorize.dk/txttv/?cid=46
Hovedmistanken synes at blive ledt af det sidste bin Laden bånd, der lyder endnu mere faket end alle de andre, og som næppe, med så kort varsel, kan blive årsag den relative store operation.
Når nu det hele denne taber-sag nærmest er lagt død, kommer “Osama”, der som sædvanlig ikke har noget radikalt at ytre sig om, fodslæbende ind på scenen. Osama har så også, efter snesevis af år i gamet opdaget, at der er noget der hedder boykot. Derudover prøver Osama at klistre sit taber-image primært til palæstinenserne, hvilket ikke lykkes. CIA siger naturligvis promte, at båndet er ægte, hvad ingen andre kan bekræfte - eller gider at interessere sig for, desværre. Sidst det skete så det ikke så godt ud - Powell bin Laden.
Information kunne den 26. tilføje en lidt ny vinkel til mediestrømmen, med et interview med Dia Rishwan:
Den egyptiske ekspert i militant islam Dia Rishwan mener ikke, at bomberne i Dahab er al-Qaedas værk.
“For mig at se følger bombeattentaterne det samme mønster som attentaterne i Sharm al-Sheik sidste år og i Taba året før”, siger han.
“Det er bemærkelsesværdigt, at alle tre attentater mod den egyptiske turistindustri finder sted på egyptiske nationaldage,” siger han.
“Denne gang falder bomberne sammen med datoen for Sinai-halvøens befrielse fra israelsk besættelse, Sharm el-Sheik-bomberne sprang på den egyptiske revolutionsdag og Taba-bomberne på nationaldagen. Det er ikke tilfældigt,” siger Rishwan.
Lidt enig er han i den officielle holdning. Dog fortsætter han bl.a. med:
Dia Rishwan afviser, at de lokale gerningsmænd er en del af Osama bin Ladens verdensomspændende terrornetværk.
“Det tror jeg ikke på. Det er lokale egyptere,” siger han og peger overraskende nok på nabolandet Israel som en mulig inspirator.
“Vi har tre fjendtlige naboer og jeg kan ikke udelukke at en af dem er indblandet”, siger han og peger på at de egyptiske myndigheder de seneste år har pågrebet adskillige egyptiske beduiner i Sinai-området, som ifølge Rishwan har vist sig at være israelske spioner.
Også blandt den lokale befolkning i Dahab er Israels mulige indblanding i terroren en yndet konspirationsteori, rapporterer de internationale nyhedsbureauer tirsdag.
Flere beduiner som israelske spioner, er ikke det man hører mest til. En mulighed vesten helt udelukker. Israel har da også fra starten hævdet, at det er al-Qaeda der står bag - altså et ikke-israelsk al-Qaeda, må man formode …
Ikke uventet skulle et nyt terrorangreb følge bomberne i Dahab til dørs.
Hele to selvmordsbombere for at såre to soldater i en fredsbevarende styrke lokaliseret tæt på Israel, kun to dage efter Dahab bomberne. De to stod tæt sammen og i behørig afstand til soldaterne, da de besluttede sig for at selvdetonere?
Det lyder langt fra plausibelt - og helt unødvendigt, selv for en stærkt plaget terrorist.
Selvmordsbomberne er symbolske og skal blot besegle den islamistiske skyld i Dahab angrebet. En gentagelse af akkurat det samme mønster som ved Sharm el-Sheik.
Dagen efter det angreb eksploderede en sømbombe i hænderne på en mand på vej gennem byen, og sårede kun manden selv. Det vigtige var ved denne begivenhed var, at denne “terrorist” blev taget, i modsætning til alle de andre som forsvinder som dug for solen. Bomben blev naturligvis kædet sammen med terrorangrebet dagen før - og den “skyldige” var en lokal.
Hvad begge afledte eksplosioner ligner mest af alt er klassisk Mossad arbejde. En eller flere lokale hillbillies, måske både sultne og enfoldige, kan tjene en beskeden sum på at bringe en pakke eller lignende. Mulighederne er mange. Når pakken er omkring målet fjerndetoneres den - og vupti - en selvmordsbomber er født. Det er naturligvis ikke noget medierne har lyst til tale om, og slet ikke i et område, hvor Mossad har sin meget vandte gang. Sidst jeg læste om dette klassiske Anders And trick, foregik det i Columbia.
Her skulle de egentlige mulige skyldige selvfølgelig også være vestens fjende. Ikke noget man i samme medier vil tillægge Israel og Mossad.
Mig bekendt findes der ikke et eneste dokumenteret tilfælde på et selvmordsangreb i nyere tid. Selv i Israel med verdens højeste sikkerhedsniveau, eller i London med ved verdens mest massive videoovervågning, Amman osv. har vi endnu ikke set en video, der kan fremvise en selvmordsbomber. Kødstykker og sårede har vi set til overflod, men aldrig beviser.
Omvendt har man i de besatte områder eksemeplvis set masser af påståede selvmordsbomber, der kun fældede selvmorderen. Flere af dem kvinder, der blev fundet sprængt i stykker i en vejgrøft. En voldtægt, et mord - og så en lille bombe. Sådan spinnes den …
Så skulle Egypten endnu en gang opleve et terroranslag - med dunklere motiver. Her en 2:40 lang kavalkade fra aftenens nyheder.
Som perler på en snor.
Man “kender” motiverne, man er rimelig sikker på hvem terroristerne er, man håber du har glemt, at man heller ikke sidste gang vidste hvem der stod bag (Egyptiske medier foreslog faktisk Israel), man aner ikke hvem der står bag de såkaldte al-Qaeda hjemmesider - og man prøver selvfølgelig heller ikke på, at finde ud af det (vink vink), man “glemmer” at Israel bestemt har et motiv og husker at de, for Guds skyld, ikke må mistænkes, man forklarer, at terroristerne (igen igen - med stort besvær) har undgået at såre så meget som én eneste israeler, og at det alene må skyldes simpel dovenskab og dumhed.
Spin-maskinen som vi kender den bedst.
Den israelske grænse blev i øvrigt først lukket efter flere timer. Adskillige turister nåede i land, inden de egyptiske myndigheder lukkede grænsen.
Det var dog et held for Israels selvudråbte “midterparti“, Kadima.
Efter først at have/set hørt, at de to dræbte var arabere, påtager Islamisk Jihad sig skylden, angiveligt med det formål, at drive endnu flere israelske vælgere i armene på de militante og højreorienterede israelere. Det lyder som en umådelig dum plan.
Og det synes sværere at ramme noget som helst med med de hjemmelavede raketter end at finde en nål i en høstak. To fårehyrder på en ødemark. Men minsandten om Islamisk Jihad ikke lige for ram på “deres egne”, eller var det mon nogen der er lidt bedre til at ramme, der stod bag?
Det fremgår ikke af nyhedsmedierne, hvordan Islamisk Jihads talsmand fik spredt sit budskab, men mon ikke det som sædvanligt var i et “anonymt” telefon opkald. Eller er Islamisk Jihad noget andet end vi får at vide?
Pudsigt som terroristerne dukker altid op, som deres “fjende” har allermest brug for det.
Olmert vandt som bekendt valget - og trådte ud af vestens mest populære krigsforbryders skygge. Og mon ikke vi en af de snareste dage får præsenteret nyheden om Sharons død, nu hans navn ikke er til megen gavn mere?
